Gribskov Kommune er i gang med en ny klimaplan. Målet er at være en klimaneutral kommune i 2045. Vær med – og kom til dialogmøde den 21. februar 2023.
Derfor har Gribskov Kommune sammen med 94 andre kommuner i Danmark tilmeldt os DK2020-projektet, hvor hver kommune udvikler en ambitiøs lokal klimahandlingsplan, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
DK2020 er et klimapartnerskab mellem KL, regionerne og Realdania, hvor alle landets kommuner kan hente rådgivning og sparring til at udvikle lokale klimahandleplaner med fælles metodik og et ambitionsniveau, der lever op til Parisaftalen.
Kommunen skal som den største virksomhed gå forrest med at mindske vores klimamæssige fodaftryk, men vi kan ikke gøre det alene.
Vi starter med et dialogmøde, som er åbent for alle. Her skal vi sammen drøfte, hvad du kan gøre som borger, virksomhed eller forening, og hvad vi kan gøre som kommune, for at gøre vores Gribskov mere grøn.
På dialogmødet vil vi arbejde med de fire temaer:
- Naturen og det åbne land – Hvordan gør vi Gribskovs unikke landskab til en medspiller i klimaomstilling?
- Energi og varme – Hvordan får vi nedsat energiforbruget og sikret en omstilling væk fra fossile brændsler?
- Transport - Hvordan kan vi ændre vores transportvaner, så vi mindsker CO2-udslippet?
- Grønt erhvervsliv – Hvordan kan erhvervslivet blive en stærk driver for klimaomstillingen i Gribskov?
Som erhvervsdrivende kan du deltage i dialogmødet om vores fælles grønne fremtid.
|